Man kunne også have gjort det med små tykke dyr

En gang for længe siden, var der et rockband bestående af små tykke mænd. Det Lille Tykke Rockband kaldte de sig.

DLTR var et skide godt navn syntes de. Det var især super, hvis de en dag skulle gå hen og blive uvenner, for så kunne de altid bruge dette navn, når de skulle skændes, og så blev det ikke personligt.

Og skændes, det skulle de. Det var der ingen tvivl om, og gennem årene, var det blevet en del af deres selvopfattelse, at sådan gjorde man. 

DLTR var i stald hos et stort pladeselskab. Et stort pladeselskab i et lille kongerige. Dog. Men det var stort i deres verden, og det havde …

—————-

… Nu stopper jeg. Er ikke til fiktion når jeg selv skal skrive, men havde ret meget behov for at skrive noget mindre pænt om nogle andre. Og i nat da jeg ikke kunne sove, syntes jeg umiddelbart, at det lød som en skide god idé, at pakke det ind i en lam historie om et rockband med små tykke mænd :)

Lad mig i stedet sige det sådan her: DLTR er nu skyld i, at jeg har en del mere tid end først antaget ved ugens start. Og på den måde var der jo noget godt i dem alligevel.

Og det er netop NU gået op for mig, hvorfor jeg tænker i rockband. Altså ud over at skjule identiteten på dem jeg er sur på. Det er selvfølgelig fordi jeg lige inden jeg forsøgte at falde i søvn i går, begyndte at læse Telegraph Avenue (selvfølgelig som e-bog så ingen kommer til skade under tyngden). Jeg elsker den forside!