Forsider

13 Apr

På torsdag holder jeg en workshop i Aarhus om det at selvudgive en e-bog. Udover at blive klog på de forskellige formater, beskyttelsesformer og om hvor relativt let det er, at få e-bogen til salg hos diverse e-bogforhandlere, så får deltagerne også en kraftig opfordring til at at give den gas med alt det ydre.

Forsiden

En bogs forside er super vigtig. Den skal være flot. Titlen skal være tydelig og det samme gælder forfatterens navn. Og så kan jeg godt lide, at man kan se forlagets navn også. Er forfatterens navn kendt, er det naturligt at det er i fokus.

Men flot er jo relativt. En synes noget er flot. En anden synes med garanti noget andet. Så lad os bare kalde det professionelt i stedet for.

Når jeg tjekker om en e-bog skal til salg i butikken, tjekker jeg altid beskrivelsen og forsiden. Mangler beskrivelsen (det er lige så vigtigt som bagsideteksten på en papirbog), kommer e-bogen ikke i butikken. Men er forsiden vildt flot og professionel, får den nok en chance.

Forskellen

Det er desværre ofte ret tydeligt, om en e-bog er fra et etableret forlag, eller om det er en selvudgivelse, alene ved at se på forsiden. Og ja, ret ofte er det selvudgiverne, der ikke har taget denne del alvorligt. For nu at være lidt grov og direkte, så ligner det faktisk af og til noget der er løgn. Og i værste tilfælde kan forsiden gøre, at jeg ikke vil have e-bogen i butikken, selvom beskrivelsen egentlig er ok.

Jeg vil helst ikke hænge de her slemme tilfælde ud på siden, så derfor har jeg i stedet valgt nogle af de flotteste forsider ud, som jeg lige umiddelbart kunne finde i butikken. Her er først et par skønlitterære forsider, hvor jeg slet ikke er i tvivl om, hvem forfatteren er og hvad titlen er. Jeg er også ret sikker på at det ikke er gys, krimi, kogebøger eller andet faglitteratur jeg kan vente mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan her kan en god historisk roman se ud:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og så er der dem man i hvert fald sjældent er i tvivl om, og bestemt heller ikke bør være. Krimi genrens forsider:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forsiden er det første indtryk en køber får af en bog. Måske har køberen allerede hørt om den, men så skal forsiden stadig være skarp og prof for at blive solgt.

Når vi taler e-bøger, er det endnu vigtigere end på en papirbog, vil jeg påstå. Hos e-boghandleren kan man ikke fornemme bogens længde, tyngde, format og kvalitet andre steder end på forsiden. Det er alt hvad kommende læsere og købere har til at blive fanget ind.

Du kan læse mere om workshoppen i Aarhus lige HER. Her understreger jeg gang på gang vigtigheden af at e-bogens ydre får opmærksomhed. Seriøs, professionel opmærksomhed.

Og hvis du vil holde dig orienteret om, hvornår jeg igen holder en workshop om et eller andet selvudgiver-relevant, så kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev lige HER.

Endnu ingen kommentarer

Giv en kommentar